HOME
BIO
ALBUMS
REVIEWS
NEWS
PROJECTS
AWARDS
PRESS
CONTACT
GUITAR STUFF
SHOP

Boris Rabinowitsch i om koncert med Jacob Fischer trio i Copenhagen Jazzhouse


..Jacob Fischer er nemlig i besiddelse af en sjælden musikalsk begavelse. Men den er så upåtrængende, så fri for enhver antydning af at ville stille sig til skue, at man kan være tilbøjelig til at overhøre, hvor usædvanlig den er. Og dertil kommer, at den udfolder sig indenfor rammer som nogle i ordets nedladende betydning - vil betegne som konventionelle. Det usædvanlige er netop at Fischers spil føjer sig så naturligt.. Alt er i balance. Han er en af de musikere, der simpelt hen er ude af stand til at spille en banal frase. I sine improvisationer skaber han en organisk sammenhæng, der på en og samme gang overrasker os ved tankens originalitet og imødekommer vores forventninger på en dybt tilfredsstillende måde. Det uventede toneartsskift i My Romance er ikke noget vi blot konstaterer, men det giver også følelsesmæssigt resonans inde i os. En anden god gammel kending, Secret Love , som der ellers på det sidste er slidt kraftigt på, fik ligeledes nyt liv i Fischers renoverede udgave. Så lad os bare slå fast, at Fischer tåler sammenligning med de mest navnkundige guitarister. Og når det gælder hans evne til at forme et melodisk forløb i akkorder, så vil de fleste guitarister komme til kort over for ham.

Jacob Fischer rammer som en anden Django Reinhardt et højt niveau med sin ”debut”. Selv om den danske jazzguitarist Jacob Fischer har medvirket på en meget lang række cd’er, er det først med denne, han udsender en cd i eget navn. Måske er det derfor, han har haft svært ved at finde en rigtig titel til den. Men lad nu det ligge. Det centrale er, at Jacob Fischer som guitarist både er exceptionelt dygtig og ydmygt nærværende. Dét med det ydmyge er ganske givet en af grundene til, at vi har måttet vente på hans eget udspil. Men teknisk, kunstnerisk har han ingen grund til ikke at træde frem, forrest på scenekanten. For han spiller eventyrligt – som en anden inkarnation af Django Rheinhardt – på både denne og andre cd’er. På den nye cd er hans eminente, fint tilbageholdende spil i suveræn samklang med Svend Asmussens violin, som kan høres på flere skæringer. Men også hans samspil med trioens øvrige medlemmer, bassisten Hugo Rasmussen og trommeslageren Janus Templeton er suverænt. Materialet er store jazzstandards såsom Skylark, Nature Boy og When You Wish Upon A Star foruden fem af Jacob Fischers egne kompositioner, som fint glider ind i det samlede udtryk. Han rammer på enhver måde et højt niveau med sin ”debut.” 

Kjeld Frandsen i om koncert med Allan Botschinsky Quintet


..Rytme sektionen må kaldes udsøgt. Alex Riel ved trommerne samt Jesper Lundgaard og Jacob Fischer ved henholdsvis bas og guitar. Og sidstnævnte har i de seneste år - uanset omgivelsernes kvaliteter - haft en særlig evne til at tiltrække sig opmærksomhed. Også ved denne lejlighed. Jacob Fischer virker som altid rolig, veloplagt, helt i balance med sig selv og musikken. Akkordlægningen er sublim, og gang på gang må man fascineres over solospillet som konstant overrasker, og som konstant er i bevægelse. Tæt og udfarende er det i Parker-klassikeren "Donna Lee", mens det i balladen What´s New har masser af ro, luft og åndedrag....

Thorbjørn Sjøgren i om koncert med Repertory Quartet


.......inden Fischer rullede sig ud med en næsten klassisk bluesguitar, så bidende mørkeblå og ætsende at man knap troede hvad man hørte. Også efter pausen viste Fischer sig i det mere velkendte og regelrette repertoire som en solist af - ja man tør vel sige det - internationalt format, først og fremmest i Mean What You Say med en næsten uhyggelig evne til at disponere en solo i ét langt sammenhængende forløb, hvor tanke og handling i sjælden grad smeltede sammen..


Boris Rabinowitsch i om koncert med Jacob Fischer i duosammenspil med Palle Danielson


... Jacob Fischer er en exceptionel jazzmusiker. alt han foretager sig, tager sig så let og ubesværet ud. Men han er ikke kommet let til det. Jeg ved ikke, om der kan findes andre guitarister, der kan opvise magen til hans akkordspil. Men ligeså enestående er hans kreative sans. Når han eksempelvis i Jobims Insensatez indfletter et andet Jobim-motiv, Aguas de Marco, så er det ikke bare en underfundighed, men det danner en kerne gennem hele improvisationsforløbet...


Jens Rasmussen i om koncert med Timeless inc.


..Også guitaristen Jacob Fischer tog fat i en tidlig helt, nemlig Jim Hall. Men Fischers spil er stadig en åbenbaring af personlighed. Hans krogede solistiske hjerne finder altid vej til gribe brættet og udmønter sig i figurer, der overrasker..


Boris Rabinowitsch i om Koncert i Copenhagen JazzHouse m. Christina von Bülow Trio plus Jan Allan og CD Christina von Bülow , featuring Jan Allan: West of the Moon (Music Mecca 3059-2). 72:31.
Den rene svir. Christina von Billows trio består of musikere, der alle har en enestående melodisk sans. I en tid, hvor mange jazzmusikere har travlt med at følge nye strømninger eller søge musikalske udtryk, der er "anderledes", for at markere deres personlighed, kan man måske være tilbøjelig til at overhøre, at musikere, som holder sig strengt inden for konventionerne, lige så vel kan være enestående kunstnere. For det er præcis, hvad altsaxofonisten Christina von Bülow, guitaristen Jacob Fischer og den svenske trompetist Jan Allan er.Alle tre ejer de en melodisk sans af ekstraordinære dimensioner, men lige så usædvanlig er den måde, hvorpå de i rytmisk henseende formår at hvile i musikken. Mest frapperende virker dette for Allans vedkommende. For der findes ingen anden trompetist, der instrumentalt er i stand til at udfolde sig lige frit som en saxofonist, når han med sin let støvet klingende, legato tonedannelse bevæger sig omkring eller hen over den metriske puls med en mageløs ubesværethed, uden vel at mærke at miste kontakten med den.Og jeg kender heller ingen, der spiller som Christina von Bülow. Med en melodisk linjeføring og en tone, der i sin milde varme og klangfylde lægger sig et sted mellem Paul Desmonds og Stan Getz'.Jacob Fischer kan alt det, andre guitarister også kan. Han gør det bare så meget mere overbevisende end de fleste andre, og når det kommer an på at skabe melodisk kontinuitet i sit akkordspil, har han næppe sin lige.Skal man yderligere fremhæve et fælles træk ved disse tre musikere, så er det den måde, hvorpå de formår at gribe hinandens impulser i luften for derpå at lade dem udvikle sig på egen hånd. For bassisten Jens Skou Olsen må det være den rene svir at have sådan en trio stående foran sig, og sådan var det også for os, der overværede kvartettens koncert i Copenhagen JazzHouse.En glæde, man kan genkalde sig eller hente frem efter behov, hvis man anskaffer sig gruppens netop udsendte cd. For det er repertoiret fra denne, der ligeledes udgjorde aftenens program. En perlerække of kompositioner, der spændte fra Lennie Tristanos intrikate "317 East 32nd" over evergreens som Brooks Bowmans "East of the Sun" og Richard Rodgers "With a Song in My Heart" til så umådelig smukke indslag som Tom Harrells "Sail Away", Billy Strayhorns "Isfahan" og Lars Gullins "Silhouette".Så det er bare at sige "god fornøjelse".

Peter Nørgaard i om Kristian Jørgensen Trio Secret Love


Så bliver det slået fast med syvtommersøm. Den unge guitarist, bl.a. Svend asmussens tro musikalske følgesvend, Jacob Fischer er landets bedste jazzguitarist, når det er den gammeldags og udødelige swingmusik, der tages fat på.Nu blander han sig igen, Jacob Fischer. Her i fortrinligt samarbejde med den 30-årige violinist Kristian Jørgensen og den solide og effektive bassist Jesper Lundgaard.......Han er så elegant at det nærmest er væmmeligt og fylder så effektivt, så det næasten er for meget af det gode. Men han kan bare ikke lade være.. Lyt f.eks. til Oscar Petersons klassiker "Night Train" hvor Jacob Fischer leger sig totalt overlegen igennem det seks og et halt minut lange nummer

Svenska recensioner :


MARTIN GUSTAFSSON om Katrine Madsen Trio på Aoseum i Åhus 5 oktober.



...För att inte tala om Fischers gitarrspel... Den mannen är ett unikum! Han envisades med att överträffa sig själv i varje låt och jag såg flera stycken i publiken sitta och gapa under hans solon. Han besitter en teknik som knäcker det mesta jag sett/hört, men spelar ändå med känsla och lekfullhet, vilket är en ganska sällsynt kombination. Att han dessutom spelar varenda liten ton klockren och fullt hörbar samt färgar ackorden med en finess som jag aldrig tidigare skådat säger en del om hans (världs)klass.

JAN BACKENROTH i Skaraborgs Allehanda Fredag 5 december 2008

Jacob Fischer Trio
Feat. Svend Asmussen Gateway/CDA
Betyg: * * * *



Trots manga år som gitarrist med violinisten Svend Asmussen ar det har Jacob Fischers första riktiga soloskiva. Det är musik i samma anda som Asmussen, dvs aldre Orhangen inom jazzen. Det ar fina latar av Duke Ellington, Kurt Weill mfl. Men fem av de sjutton låtarna har Fischer komponerat. Gitarrspelet ar mjukt, behagligt och säkert.
Han har ett lyhört komp bakom sig som följer med i varje nyans. På sex av låtarna finns Asmussen med som gäst. Denne man har energi och spelglädje som är lika intakt som alltid. Lyssna bara pa "Nature boy".
En behaglig skiva som ger mer for varje lyssning. Det finns mycket att upptacka och för dom som inte upptäckt denne underbara gitarrist är det dags att lägga namnet Jacob Fischer pa minnet.