HOME
BIO
ALBUMS
REVIEWS
NEWS
PROJECTS
AWARDS
PRESS
CONTACT
GUITAR STUFF
SHOP


Jacob Fischer IN NEW YORK CITY
Svend Asmussen har tidligere indspillet for det amerikanske mærke Arbors Records, og nu har også Asmussens mangeårige væbner, Jacob Fischer, gjort det for anden gang på, forstår man, As-rrmssens anbefaling. Arbors er et selskab, der næsten udelukkende udgiver mainstream eller, for nu at præcisere, mere rendyrket swingmusik, og det er også sådan en sammenhæng, Fischer er sat ind i her med sine tre amerikanske ledsagere, af hvilke han i praksis, men ikke på coveret, må dele æren
som hovedsolist på projekter med vibrafonisten Chuck Redd.

Redd, der også arbejder som trommeslager, er en erfaren musiker, ikke mindst med guitarister - f.eks. Barney Kessel - og han forstår at skabe luft til både sig og Fischer, når de begge præsenterer temaer eller improviserer kollektivt, hvilket sker i flere tilfælde på denne udgivelse.

Repertoiret er med Fischers egen Napolitano (en hyldest ni en af baroktidens ukurante molsubdominanter) som undtagelse rene standards, sådan som man kan lide det på Arbors, og det bekommer også Fischer godt. For sin generation er Fischer en relativt konservativ musiker. Som sideman har han deltaget i en del projekter med avanceret musik (og tilføjet dem forbløffende kraft), men når han selv skal vælge - og dét har han fået lov til her - viser han oftest sin forkærlighed for jazzens main-stream. Også dér udgør han imidlertid en særlig kraft, for hans evne til at undgå klicheer og standard-fraser lyser ud af alt, han deltager i, også her, hvor han igen øser af sin Django Reinhardt-åre. Dog, der er ikke noget epigonen ved Fischers forkærlighed for Reinhardt. Man kan sige, han ligner den berømte franskmand på den tørre, syngende tone og forkærligheden for at udtrykke sig i det mørke register, men Fischer har ikke taget Reinhardts uvaner med sig: Det lidt for letkøbte virtuoseri eller den hidsende frasering, der presser eller vælter rytmen og forhindrer swingmusik i at swinge.

Om man tillader anmelderen at være mere (fodbold) frasefyldt end den anmeldte, kan man sige, at rytmisk lader Fischer også bolden gøre arbejdet, så hans swing bliver afslappet og hviler i sig selv, mens man f.eks. hos Redd, mest i hans soli, kan opleve tendensen til at spille for mange toner, så læsset vælter. Det kan forholde sig så enkelt, at Redd som duo-in-strumentalist for ofte fristes til at overføre trommeslagerens after-beat til sine melodiske fraser på vibrafonen, så for få toner for lov at stå frit i takten. Heller ikke bassisten John Webber er en ”født” swingmusiker, og hans toner står desuden uskarpt på optagelsen, der ellers er fra det så berømmede Avatar-studie. Trommeslageren Matt Wilson tilfører imidlertid megen ro i spillet. Hans swing er insisterende, uden at det presser solisterne.
Og meget af Jacob Fischers New York musik twinger da også ret yndefuldt af sted, beriget af danskerens dristige melodiske indfald i vekslen med mere forventelige indsatser fra Redd eller kollektivt spillede passager som feks. det berømte Oscar Peterson / Herb Ellis-kor pi Tenderly. Køb ikke denne cd for at høre en dansker spise kirsebær med de store amerikanere. Køb den for at høre en dansker demonstrere swing og begavet improvisation omfor ... nå ja, tre amerikanere.

Peter K Larsen

Arbon Records ARCD19444 Tot

64. 0S.JP (g). Chuck Redd (vib). John Webber (b). Matt Wilson) NT 2014


contact Jacob::  ::