|
|
Jacob Fischer IN NEW YORK CITY
Svend
Asmussen har tidligere indspillet for det amerikanske mærke Arbors
Records, og nu har også Asmussens mangeårige væbner, Jacob Fischer,
gjort det for anden gang på, forstår man, As-rrmssens anbefaling.
Arbors er et selskab, der næsten udelukkende udgiver mainstream eller,
for nu at præcisere, mere rendyrket swingmusik, og det er også sådan en
sammenhæng, Fischer er sat ind i her med sine tre amerikanske
ledsagere, af hvilke han i praksis, men ikke på coveret, må dele æren
som hovedsolist på projekter med vibrafonisten Chuck Redd.
Redd,
der også arbejder som trommeslager, er en erfaren musiker, ikke mindst
med guitarister - f.eks. Barney Kessel - og han forstår at skabe luft
til både sig og Fischer, når de begge præsenterer temaer eller
improviserer kollektivt, hvilket sker i flere tilfælde på denne
udgivelse.
Repertoiret er med Fischers egen Napolitano (en
hyldest ni en af baroktidens ukurante molsubdominanter) som undtagelse
rene standards, sådan som man kan lide det på Arbors, og det bekommer
også Fischer godt. For sin generation er Fischer en relativt
konservativ musiker. Som sideman har han deltaget i en del projekter
med avanceret musik (og tilføjet dem forbløffende kraft), men når han
selv skal vælge - og dét har han fået lov til her - viser han oftest
sin forkærlighed for jazzens main-stream. Også dér udgør han imidlertid
en særlig kraft, for hans evne til at undgå klicheer og standard-fraser
lyser ud af alt, han deltager i, også her, hvor han igen øser af sin
Django Reinhardt-åre. Dog, der er ikke noget epigonen ved Fischers
forkærlighed for Reinhardt. Man kan sige, han ligner den berømte
franskmand på den tørre, syngende tone og forkærligheden for at
udtrykke sig i det mørke register, men Fischer har ikke taget
Reinhardts uvaner med sig: Det lidt for letkøbte virtuoseri eller den
hidsende frasering, der presser eller vælter rytmen og forhindrer
swingmusik i at swinge.
Om man tillader anmelderen at være mere
(fodbold) frasefyldt end den anmeldte, kan man sige, at rytmisk lader
Fischer også bolden gøre arbejdet, så hans swing bliver afslappet og
hviler i sig selv, mens man f.eks. hos Redd, mest i hans soli, kan
opleve tendensen til at spille for mange toner, så læsset vælter. Det
kan forholde sig så enkelt, at Redd som duo-in-strumentalist for ofte
fristes til at overføre trommeslagerens after-beat til sine melodiske
fraser på vibrafonen, så for få toner for lov at stå frit i takten.
Heller ikke bassisten John Webber er en ”født” swingmusiker, og hans
toner står desuden uskarpt på optagelsen, der ellers er fra det så
berømmede Avatar-studie. Trommeslageren Matt Wilson tilfører imidlertid
megen ro i spillet. Hans swing er insisterende, uden at det presser
solisterne.
Og meget af Jacob Fischers New York musik twinger da
også ret yndefuldt af sted, beriget af danskerens dristige melodiske
indfald i vekslen med mere forventelige indsatser fra Redd eller
kollektivt spillede passager som feks. det berømte Oscar Peterson /
Herb Ellis-kor pi Tenderly. Køb ikke denne cd for at høre en dansker
spise kirsebær med de store amerikanere. Køb den for at høre en dansker
demonstrere swing og begavet improvisation omfor ... nå ja, tre
amerikanere.
Peter K Larsen
Arbon Records ARCD19444 Tot
64. 0S.JP (g). Chuck Redd (vib). John Webber (b). Matt Wilson) NT 2014
contact
Jacob::
::
|
|