JACOB FISCHER TRIO FEAT. SVEND ASMUSSEN.
Henrik Wolsgaard-Iversen i Jazzspecial oktober 2008

Omsider. Endelig en skive i Jacob Fischers eget navn.
Det er vel snart 15 år siden han dukkede ud af tågerne fra La Fontaine hvor man stadig kan høre ham - og det er 13 år siden han modtog Webster Prisen.

Denne usædvanlige og altid overrumplende talentfulde guitarist, i toppen af internationale guitarister, har ikke kunnet tage sig sammen, været for beskeden, eller for doven til at finde ud af det, samtidig med at han er med på mindst 130 cd'er i andres navn.
Så vidt jeg forstår er det Ellen Asmussen, der har haft det afgørende skub, og hun har været medvirkende til at få husbond Svend til at kaste vidunderlig glans over projektet med hele seks gæstenumre, det ene bedre end det andet.

Der er 17 tracks og over 75 min. til at studere Fischers mange ansigter, fra det simplistiske akustiske til det råswingende elektriske. Et af de swingende er Fischers egen parafrase Louis Blue Saint, hvor Asmussen / Fischer trækker sej musik ud af harmonierne.
Da Asmussen i sin tid dannede sin nye kvartet med Fischer, sagde han: "Jeg har jo altid nærmest været pedantisk og super omhyggelig med prøver, prøver, prøver. Det fik Jacob mig fra. Han sagde," jamen, vi spiller det jo bare, det er jo jazz. Og han havde ret. Det var en stor befrielse efter så mange år som perfektionist."

Og det er den lette tone, det pludselige indfald påbaggrund af en tilbagelænet sikkerhed, der slår gnistrer og gløder præcis som vi kender Fischer live. Han har fem egne numre med, bl.a. et godt latin-nummer og andre små gode melodier. Man kan igen undre sig over hvor Fischers fuldstændige sikkerhed i stort set alle guitarens genrer kommer fra - det kan nok ikke forklares. Det er geni.
Hugo Rasmussen er "bare" med på næsten alle numre, og gør det, Rasmussen altid "bare" gør - støtter diskret og indlevet. Han er med til at forædle When You Wish Upon A Star til perle.
Janus Templeton er original med sine slaskende viskere, hængende bækkener og sin levende timing, en anderledes trommeslager, uimponeret og til tiden. Aage Tanggaard er manden: som har haft producerfornøjelsen oppe i sit nordsjællandske studie.
Det er Jacob Fischers skive, men kære venner. det er sandelig også Asmussens- mesteren, som er blevet helt voksen med utrolig ynde. Han spiller essentielt økonomisk og med en feeling, der forplanter sig direkte til lytteren i de valgte ballader.

Der er tårer på vej, når han spiller Skylark af sin yndlingskomponist Hoagy Carmichael dybt gribende, og afskedsnummeret, Gordon Jenkins Goodbye, Goodmans kending, har jeg aldrig hørt smukkere og mere indlevet. Nature Boy har pludselig dybe rødder i sigøjner-traditionen og står så smukt. Grænsen til det sentimentale i det følelsesmæssige er hårfin, men den overskrides aldrig på de fem ballader.
Fischer og Asmussen er geniale sammen - et musikerpar som bør opleves af alle, der holder af kvalitet og inspiration- Langt ud over vores dam.