J. R. Keith Keller i  Juni 2001

Pladen er lige ud af landevejen, pladen er nuanceret, finpoleret, spontan, gennemarrangeret, pladen er en ener i en tid, hvor Danmark og Europa kan prale af en kontinental hønsegård af teknisk facile og spændende solister. Var jeg bookmaker turde jeg godt allerede nu forudsige Red Shoes som år 2001s numero uno danske vinder i alle afstemninger. Vi har efterhånden sådan et mylder af superbe pianister, guitarister, bassister og ditto tenorblæsere, trompetister og trommeslagere, ja, endog violinister i Danmark, at vi er begyndt at tage international kvalitet som en selvfølge. Men så er der alligevel et par enere, som stikker frem som ørne i hønsegården, og som gudskelov af og til får lov at spænde vingerne ud og helt forlade alle indhegninger. Og der er Søren Siegumfeldt (Eriksen) i selskab med sangerinden Josefine Cronholm og alle de helt rigtige musikere - på himmelflugt for plade, repertoire, samlet spil, kompositioner og arrangementer.

Vi hører en række numre, der har genskær af sol, måne og stjerner, af variation og dejlig ubestemmelighed. Alting lyder så rigtigt og lige i øret (wide open). Du kryber bare dybere og dybere for hver høring og nyder, nyder, nyder. Jeg ville nok have rationeret Cronholm en anelse, en sangerinde på hver eneste nummer ender med at give repertoiret en vis ensartethed, som det ellers netop ikke skulle have, de vidt spændende talenter blandt musikerne taget i betragtning. Cronholm jo så hamrende god, og hun er sig selv og hun er Björk og hun er alle de fine svenske jazzsangerinder rullet i ét. Og hvor det så er, at du bliver tilbøjelig til pludselig at (ville?) overhøre Cronholm af lutter stopfodring, og til at nyde Jacob Fischers finslebne, præcise, humoristiske og veloplagte Django Reinhardt-inspirationer desto mere. Foruden, naturligvis, de flydende arrangementer, der altid bliver mere end blotte indramninger af musik, der er alt fra sigøjner over flamenco til rumba og hilsner til Siegumfeldts fortid hos Pierre Dørge (nej, han nåede aldrig med på nogen New Jungle-indspilning). Ham lærer man både mystik og realistisk nærvær af, netop hvad Siegumfeldt nu viser i sit eget tilbageholdne spil. Jacob Fischer er, som jeg var på vej til at sige, et springvand - i en slotspark. Det gælder al pladens musik: bare stå stille og hør fontænens sagte rislen, der akkompagnerer vinden i træerne. Endelig er Arnoldis plade-etiket inspireret på en måde, der gør også ham ny: han ser selvfølgelig både sko og stjerner. Da jeg hørte prøvepladen troede jeg, den skulle hedde "Red Hues" (Røde farvetoner). For det har musikken nu også, og teksterne til Cronholm er forrygende vittige og poetiske på samme tid.